Audi præsenterer elbil i Shanghai: Audi e-tron Sportback concept

messen Auto Shanghai 2017 præsenterer Audi en bil, der både er et designkoncept og et teknisk koncept. Den firedørs Gran Turismo Audi e-tron Sportback concept er udstyret med en 435 hk stærk eldrivlinje, og formsproget kombinerer klassiske Audi elementer med en lang række fremtidsorienterede detaljer.

 

Audi e-tron Sportback er for Audi endnu en vigtig etape på vejen mod elektrisk mobilitet. Rupert Stadler, administrerende direktør hos AUDI AG, bekræfter: ”I 2018 begynder vi med Audi e-tron – den første hverdagsanvendelige elbil blandt de primære konkurrenter. Med en rækkevidde på over 500 km og den særlige elektriske køreoplevelse gør vi denne sportslige SUV til det kommende årtis ”must-have”. Og allerede i 2019 følger der med den serieproducerede version af Audi e-tron Sportback en emotionel coupévariant, som begejstrer og ved første blik genkendes som elbil.”

 

I interiøret, som er holdt i lyse farver, byder Audi e-tron Sportback concept på en syntese af funktionel klarhed og en reducering af betjeningselementerne som designprincip. Store berøringsfølsomme skærme under det centrale display, i midterkonsollen og i dørbeklædningerne giver informationer og fungerer som interaktion med bilens systemer. Vandrette flader på instrumentpanelet og den visuelt svævende midterkonsol giver de fire personer i bilen på enkeltsæder en følelse af lys rummelighed.

Innovativt lysdesign

Konceptbilens lysteknik byder på innovation, der både er synlig dag og nat. Digitalt aktiverede Matrix-LED-enheder foran og bagpå skaber en fremragende lyseffektivitet. Bittesmå digitale Matrix-projektorer viser bogstaveligt talt tegn på asfalten og gør lyset til en alsidig, dynamisk kommunikationskanal over for omverdenen. Mærket med de fire ringe lancerede de første full-LED-forlygter i verden og har også været stærkt medvirkende til gennembruddet for Matrix-LED-teknikken samt laserlyset og OLED-teknologien. I den tekniske konceptbil i Shanghai ses nu for første gang en lang række komplekse funktioner, der giver en helt ny form for udsyn og interaktion med omverdenen ved hjælp af lys.

I form af smalle lysstriber i begge sider under motorhjelmen fungerer dagskørelyset som øjne i konceptbilens ansigt. Med en kombination af LED og en overflade forsynet med mikrospejle samt en kompleks styringsteknik er der her mulighed for talrige animerede bevægelser og signaturer. Når man starter Audi e-tron Sportback, og når man åbner dørene, gør systemet brug af aktiverbare segmenter til at skabe dynamiske visuelle velkomstsignaler.

Under dagskørelyset er der til venstre og højre for singleframen placeret to store lysfelter med hver ca. 250 LED'er. Det resulterer i en lang række muligheder for her at skabe en imponerende grafik og også konkrete kommunikative tegn – endda mens bilen kører.

 

3 elmotorer

Til driften gør e-tron Sportback brug af en konfiguration, som også vil være at finde i fremtidige serieproducerede Audi modeller med komplet elektrisk drivlinje: En elmotor på forakslen og to på bagakslen trækker alle fire hjul og gør den kraftfulde coupé til en quattro på typisk Audi maner. En ydelse på 435 hk – i boost-funktionen endda 503 hk – giver en imponerende fremdrift, og sprinten fra 0 til 100 km/t klares på blot 4,5 sek. Rækkevidden udgør med et energiindhold i batteriet på 95 kilowatttimer mere end 500 km (NEDC).

Konceptbilens væskekølede litium-ion-batteri ligger – ligesom i e-tron quattro concept – mellem akslerne under kabinen. Denne placering giver et lavt tyngdepunkt og en afbalanceret fordeling af akseltrykket på 52:48 (for/bag). Det giver den sportslige SUV en fremragende køredynamik og kørselssikkerhed i segmentet. Ved hjælp af det såkaldte Combined Charging System med to tilslutninger kan batteriet både oplades med vekselstrøm (AC) og jævnstrøm (DC).

Kina er vigtigste marked for elbiler

Dr. Dietmar Voggenreiter, som er AUDI AG’s øverste chef for marketing og salg, kender alt til den elektriske mobilitets særlige betydning i Kina: ”Vi viser helt bevidst Audi e-tron Sportback for første gang her i Shanghai, for Kina er det vigtigste marked på verdensplan, når det gælder elbiler. Det gælder for infrastrukturen og den offentlige støtte, men også for salget. Allerede i dag findes der ca. 150.000 ladestationer, og frem til udgangen af 2017 etableres der yderligere 100.000 stk. Vi er godt rustede til denne kraftige vækst. I løbet af de kommende 5 år vil vi tilbyde fem forskellige e-tron-modeller i Kina, herunder også rene batteridrevne biler med rækkevidder på væsentligt mere end 500 km som Audi e-tron Sportback.”

Intelligent og dynamisk design

På konceptbilens front har singleframens velkendte ottekant et markant bredt og vandret design – takket være elmotorens markant lavere behov for luft er der ikke behov for den store åbning. Audi designerne er også gået nye veje med den luftgennemstrømmede motorhjelm. Over motorhjelmen, som er trukket langt ned i det forreste område, forbinder en bro, som forløber parallelt med fronten, de to skærme med hinanden, og den fungerer samtidig som luftføringselement. Det giver frontpartiet et markant mere dynamisk design sammenlignet med den mere massive front på en bil med forbrændingsmotor foran. 

På konceptbilens sider skaber de ekstra brede hjulkasser med en markant vandret udformning øverst den signifikante quattro-arkitektur. De er ikke blot et visuelt bevis på en bred sporvidde og et dynamisk potentiale – de står også for integrationen af e-tron Sportback i mærkets gener. En udvendig længde på 4,90 m, en bredde på 1,98 m og en højde på 1,53 m med en akselafstand på 2,93 m positionerer e-tron Sportback sig tæt på Audi A7.

Små kameraer erstatter sidespejlene – en teknologi, der giver flere fordele ud over forbedret luftstrømning og reducering af vindstøjen: Den ellers blinde vinkel fra fysiske sidespejle er elimineret, og det samme gælder det tildækkede udsyn skråt fremad. Visningen foregår via separate displays i dørene. Audi viser denne teknologi som et konkret fingerpeg om serieproduktionen.

Serieproduceres i 2019

På IAA-biludstillingen i 2015 præsenterede Audi konceptbilen Audi e-tron quattro concept som forløber for mærkets første rent eldrevne serieproducerede bil. Som SUV i et helt nyt design byder den på en rækkevidde på op til 500 km med pladsforhold og komfortniveau som i en typisk Audi i luksusklassen. Præstationerne svarer til en højtydende sportsvogn – sprinten fra 0 til 100 km/t klarer Audi e-tron quattro på blot 4,6 sek. Den serieproducerede version af denne fremtidsorienterede eldrevne SUV lanceres på markedet i 2018. Konceptbilen Audi e-tron Sportback concept følges af en serieproduceret version i 2019.

Se Billeder og yderligere info her.

Se Teaser video her.

_______________